2. Advent | Let It Snow – John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle

Siden det nu er blevet 2. søndag i advent, er det selvfølgelig også tid til vores andet “jule-post” i vores adventskalender. Denne gang anmelder vi bogen Let It Snow, som er den ultimative julebog, man kan hygge sig med i sofaen, mens der er ild i pejsen, og julemusikken kører i baggrunden.

***

Titel: Let It Snow  

Forfatter: John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelsesår: 2008

Antal sider: 364

Orig. sprog: Engelsk

Genre: Romantisk ungdomsbog

Emner: Jul, forelskelse og venskab

***

Let It Snow består af tre julefortællinger, skrevet af henholdsvis Maureen Johnson, John Green og Lauren Myracle. Den første historie handler om, hvordan teenagepigen Jubilee, der er på vej til sine bedsteforældre i Florida for at fejre jul, havner i den værste snestorm i årevis og strander i en fremmed by.
I den anden historie fortæller John Green om tre venners kamp mod uvejret i håbet om at komme ned til den lokale vaffelbar, hvor en masse cheerleadere venter på dem.
Den sidste del af Let It Snow handler om unge Addie, som arbejder på Starbucks. Hun er lige gået fra sin kæreste og er derfor helt knust…

De tre historier er vidt forskellige, men bliver på fineste vis flettet sammen.

***

Caroline: Jeg ELSKER Let It Snow. Først og fremmest, fordi den handler om jul, og jeg er vild med jul. Men mest af alt elsker jeg bogen, fordi den har det hele. Den er humoristisk, livlig, romantisk og enormt godt skrevet. Bogen består som sagt af tre forskellige historier, der er skrevet af tre forskellige forfattere. Forfatterne har selvfølgelig hver deres skrivestil, men det passer alligevel rigtig godt sammen. Jeg er også vild med den måde, de tre historier hører sammen på. Selvom de omhandler hver deres karakter, er karaktererne fra de forrige historier også med, og det fungerer bare utrolig godt. Karaktererne er alle helt unikke og meget godt beskrevet.
Jeg anbefaler helt klart Let It Snow, for den er efter min mening nærmest helt perfekt!
Jeg giver Let It Snow 5 ud af 5 æselører.

Johanna: Jeg er mindst lige så vild med Let It Snow, som Caroline er! Den har simpelthen alt. Den er både hyggelig, munter og romantisk, og den er perfekt at læse her i juletiden (faktisk på alle tidspunkter på året:-))
Selvom bogen er skrevet af tre forskellige forfattere, skriver de alligevel meget ens, og de tre historier hænger rigtig godt sammen. Som i alle andre af John Greens bøger, er karakterene meget bemærkelsesværdige og interessante, og de bliver hos en længe efter, man har læst bogen. Jeg synes også, at det er fedt med en julebog for unge/voksne. Alt i alt er det en vidunderlig bog, der virkelig er værd at tjekke ud.
Let It Snow får 5 ud af 5 æselører fra min side også:-)

 

merry christmas,

Johanna & Caroline


Skriv et svar