Alex Aiono Koncert | Anmeldelse

Hey venner!

I torsdags var vi sammen til Alex Aiono koncert for anden gang. Og det var igen en helt speciel oplevelse. Koncerten blev spillet i lille VEGA, et meget mindre spillested, end vi er vant til. Derudover var der også overraskende få tilskuere, hvilket gjorde koncerten meget mere intim og personlig. Vi stod selv omkring 2 meter fra scenen, og kom altså virkelig tæt på, hvilket gjorde oplevelsen så meget federe. Det var så meget anderledes, end når vi f.eks. har set Shawn Mendes i Royal Arena, hvor der er tusinde tilskuere, i stedet for bare nogle få hundrede.

Hvis vi starter med opvarmerne, så var vi meget positivt overraskede i forhold til den sidste Alex Aiono koncert, hvor vi var lettere skuffede over opvarmeren. Både gruppen 4th Ave og den svenske kunster Clara Mae gjorde det rigtig godt, og formåede virkelig at få gang i den, selv om det jo egentlig ikke var dem, som folk var kommet for at se. Det gjorde de bl.a. ved fed dansekoreografi og ved at hive en tilskuer med op på scenen. Vi var endda så heldige at møde gruppen 4th Ave efter koncerten, hvilket var ret nice. Det eneste negative var, at de to opvarmere desværre var ret kort tid på scenen, hvilket gav meget ventetid imellem, som de gerne måtte have fyldt ud med længere performances.

Efter de to opvarmere kom ham, vi alle havde ventet på, endelig på scenen. Og han gjorde det SÅ godt. Man kunne hele tiden tydeligt mærke, hvor glad Alex selv var for at være der, og det gjorde bare energien så meget bedre. Vi har begge fulgt Alex i en del år, og at se ham live igen var simpelthen sådan en fed oplevelse. Som sagt føltes koncerten meget intim, fordi der var så få mennesker, men også fordi Alex var med til at gøre den personlig. Han talte meget om, hvordan vi alle gik igennem noget, og at vi den aften bare skulle lægge aller bekymringerne på hylden og så have det fedt sammen. Han fortalte også lidt om historierne bag nogle af sine egne sange, og alt dette gjorde bare, at det blev en virkelig intim koncert, meget anderledes fra, hvad vi ellers har oplevet.

Alex sang som sagt en del af sine egne sange, nogle af dem var hits, som f.eks. Hot 2 Touch som vi alle kunne synge med på, mens nogle var helt nye og endnu ikke udgivede numre. Da han også er kendt for sine covere, sang han også en del af dem, og showet var generelt bare skruet rigtig godt sammen.

Man kunne også mærke, at der i forhold til den sidste koncert vi var til med ham, var blevet gjort meget ud af sceneshowet. Alex stod ikke bare og sang, der var også virkelig meget dans involveret. Dette var blevet sat rigtig fint sammen med selve scenografien.

Vores favorit-øjeblik fra aftenen, var da mikrofonen blev fjernet, lyset blev slukket, alle var stille, og Alex stod med intet andet end sin stemme og guitar og sang vores yndlingssang As You Need. Det var et virkelig magisk øjeblik, som vi sent vil glemme.

Alt i alt var det en utrolig god, personlig og fed koncert, og det var skønt at høre og se Alex igen – og så endda så tæt på! Vi glæder os allerede til, han kommer tilbage til DK.

xoxo,

Caroline & Johanna


Skriv et svar