Jenteloven | Sofie Frøysaa & Ulrikke Falch

Titel: Jenteloven – Feministisk førstehjælp

Orig titel: Jenteloven – Feministisk førstehjelp

Forfatter: Sofie Frøysaa og Ulrikke Falch

Forlag: Gyldendal

Udgivelsesår: 2017

Antal sider: 191

Orig. sprog: Norsk

Genre: Selvhjælpsbog

Emner: Feminisme, kvinders rettigheder, psykiske sygdomme, kropsidealer

***

Jenteloven er en velskrevet og inspirerende bog, skrevet af komikeren og foredragsholder Sofie Frøysaa og skuespilleren Ulrikke Falch (du kender hende nok som Vilde fra Skam). Som titlen lover, byder bogen på feministisk førstehjælp ved at sætte fokus på problematikker som f.eks. hverdagssexisme, hvorfor piger oftere er psykisk syge end drenge, de realistiske kropsidealer, som især piger konstant bliver udsat for, og seksuelle overgreb. Dette kommer i form af både statistikker, små tegneserier, tips og råd, inspirerende citater og personlige historier om de to norske forfatteres egne oplevelser med disse problematikker. De har begge kæmpet med psykiske problemer og begge er blevet dårligt behandlet alene af den grund, at de er piger. Frøysaa fik at vide, at hun var stille og for meget “god pige”, mens Falch gang på gang blev fortalt, at hun fyldte for meget, ville for meget og generelt var for meget. Nu sætter de spørgsmålstegn ved samfundets snævre kønsroller i 3 kapitler med overskrifterne Skole, Krop og Sex, og til sidst den egentlige jentelov, der består af 11 forskellige paragraffer.

***

Jeg går selv meget op i ligestilling og fortæller tit, at jeg er feminist i et forsøg på at normalisere det ellers “farlige f-ord”. Så du kan nok forså min begejstring, da jeg hørte om Jenteloven. Jeg skulle bare læse den! Og det er jeg så uendelig glad for, at jeg gjorde. Hvis det stod til mig, skulle alle piger læse den.

Jenteloven formår at sætte fokus på de kønsdiskriminerings-, chikane- og sexismeproblemer, som stadig findes i vores ellers så moderne samfund. Bogen er skrevet humoristisk, mens også seriøst, på en måde, der kan hjælpe piger med at genkende disse samfundsproblemer og at kæmpe imod dem. Bogen kommer med mange gode råd til, hvordan man håndterer forskellige ubehagelige situationer, som man som ung pige kan komme ud for og kommer også med ideer til nye begreber som “organpositivisme” (et af mine yndlings), der handler om at sætte fokus på, hvad der er inde i kroppen. På den måde bliver bogen meget let at relatere til, og jeg tænker, at de fleste teenagepiger, vil kunne finde en form for hjælp ved at læse Jenteloven. Der findes f.eks. også afsnit, hvor forfatteren ser tilbage på noget, de blev udsat for, da de var teenagere og skriver om, hvad de i dag ville have gjort anderledes, for på den måde at hjælpe andre jenter, som kunne havne i lignende situationer.

Bogen kommer generelt med rigtig mange gode værktøjer, som man sagtens vil kunne bruge ude i livet, samtidig med at den er meget underholdende. Noget af det, som er med til at gøre bogen så out standing er, at man finder små afsnit igennem hele bogen, der handler om den hårde tid, som både Frøysaa og Falch, har været igennem som teenagere. Frøysaa beskriver, hvordan hun var sengeliggende i måneder på grund af en depression, mens Falch fortæller om sin spiseforstyrelse. På den måde beretter de om, hvor svært livet kan være som ung pige, men også hvordan det kan lykkes at få det bedre. Disse historier gør bogen enormt personlig og rørende uden at være medlidenhedssøgende.

Jenteloven er på alle måder en fantastisk bog, der efterlader læseren med en følelse af sammenhold, girlpower og tanken om, at hvis bare vi står sammen, så kan vi løse de problemer, der er. Jeg vil derfor anbefale alle at læse den!

Jeg giver Jenteloven 5 ud af 5 æselører.

 

xoxo,

Caroline


Skriv et svar