John Green | Anbefalede forfattere

Hej igen!

Der er en hel masse ting, som jeg glæder mig til for tiden (blandt andet JUL…..!), og en de ting, som jeg ser ekstra meget frem til er, når John Greens nye bog Skildpadder Hele Vejen Ned udkommer på tirsdag d. 10 oktober. Det er jo ingen hemmelighed, at John Green er en af mine yndlingsforfattere, og hans bøger har en helt speciel plads i mit hjerte. Derfor er jeg enormt spændt på at læse hans nye bog. Og da den jo udkommer lige om lidt, tænkte jeg, at jeg ville fortælle lidt om, hvorfor netop John Green er min yndlingsforfatter.

Hvis du ikke har hørt om John Green før, så kan jeg fortælle dig, at han er en amerikansk forfatter, der har skrevet bl.a. En Flænge I Himlen og Papertowns, der begge er blevet til populære filmatiseringer.

Nu til sagen! Hvorfor er jeg så vild med Greens bøger? Jo, det er der mange grunde til. Først og fremmest formår han at skrive nogle anderledes og unikke historier, der virkelig bliver hos en længe efter, man har lukket bogen. De er underholdende, romantiske, ironiske og tragiske. De kan få dig til at græde og grine og føle al verdens følelser. Samtidig er de også usentimentale på en ret befriende måde. Hans skrivestil er medrivende og virkelig humoristisk. Især hans finurlige og lidt skæve karakterer er noget af det, som jeg bedst kan lide ved hans bøger. Alle hans karakterer er helt specielle på hver deres måde. De er unikke, men på samme tid føles de også så virkelige og menneskelige, at man nemt glemmer, at de er fiktive.

Hans bøger er i det hele taget vældigt intelligent skrevet. De er den slags bøger, der får dig til at tænke.

Det var så lidt om, hvorfor jeg glæder mig så meget til at læse Skildpadder Hele Vejen Ned!

 

xoxo,

Caroline

 


Skriv et svar