Phlake | Koncert

I går aftes var vi til koncert med Phlake i DR Koncerthuset. Koncerten var en del af deres Can We Talk?-tour. Vi er begge store fans af duoen og deres R&B/hiphop-sound, så vi havde glædet os super meget!
Som titlen på turneen indgyder, handlede koncerten ikke kun om at spille musik, men også at fortælle om musik. Som tilskuere fik vi historier om, hvordan gruppen var startet, hvordan de kreerer deres musik, og hvordan de skaber lyd og tekst til hver sang.
Gennem koncerten blev vi taget med til Phlake Mansion Studio, til koncert og på klub. Alt imens der blev spillet først og fremmest nogle af gruppens største hits så som Pregnant, men også mindre kendte sange, var forskellige gæstemusikere på besøg. Det gav et virkelig godt flow i koncerten, og vi nød det hele vejen igennem.

Vi kunne både opleve at høre numre fra Phlakes prisvindende debutalbum Slush Hours, fra den anmelderroste opfølger Weird Invitations og også helt nye sange. Musikken var fængende og gruppens forsanger Mads Bo Iversens stemme var imponerende, og vi mærkede da også gåsehuden komme snigende et par gange. Alle gæstemusikerne var også virkelig dygtige på hver deres måde. Selvom salen var fyldt med mennesker, føltes koncerten stadig meget intim.

I forhold til mange andre koncerter med pop-bands vi har været til, var det her en meget anderledes oplevelse, da aldersgruppen var så bred. Der var både unge og ældre mennesker, og alle lod til at nyde musikken, da Phlakes sange ikke har en bestemt målgruppe. Det var ret fedt at opleve, for i stedet for at stå og skrige med på alle sange og hoppe op og ned sammen med en masse andre overgearede teenagepiger, som vi normalt gør til popkoncerter, var alle der rent faktisk pga. musikken -og for at nyde den. Det medfører også, at vi stadig har vores stemme i dag:-)
Alt i alt var det en fantastisk aften, og en koncert vi helt afgjort vil anbefale til alle!

 

xoxo,

Caroline & Johanna


Skriv et svar