Simon vs. Verdens Forventninger | Becky Albertalli

Titel: Simon vs. Verdens Forventninger

Orig titel: Simon vs. the Homo Sapiens Agenda

Forfatter: Becky Albertalli

Forlag: Høst & Søn

Udgivelsesår: 2015

Antal sider: 309

Orig. sprog: Engelsk

Genre: Ungdomsroman

Emner: Den første kærlighed, LGBTQ, venskaber, familie,

***

Simon vs. Verdens Forventninger er bogen bag den populære film Love, Simon. Historien handler om 16-årige Simon, der forsøger at navigere rundt mellem vennerne og dramaet på skolen, hans til tider irriterende familie og det, at han endnu ikke er sprunget ud som bøsse. I al hemmelighed skriver han anonymt med en dreng fra hans skole, der går under navnet Blue. Men en dag falder beskederne i de forkerte hænder, og Simons liv bliver pludselig meget mere kompliceret. Nu bliver Simon nødt til at håndtere både afpresning, uvenskaber og sine voksende følelser for Blue.

***

I sommerferien så jeg filmen Love, Simon, og jeg var vild med den. Derfor købte jeg med det samme Becky Albertallis bog Simon vs. Verdens Forventninger. Og selvom jeg havde ret høje forventninger pga. filmen, så skuffede bogen ikke! Den var godt nok meget anderledes end filmen, og det var tydeligt, at der var mange ting, der var blevet lavet om. Selvom jeg havde set filmen først, så foretrak jeg faktisk bogens handling. Jeg vil helt klart sige, at den er bedre end filmen, og anbefaler derfor, at man starter med bogen.

Selve historien om Simon er virkelig sød, underholdende og samtidig også rørende. Selvom en stor del af bogen handler om ham, der prøver at håndtere sin seksualitet, handler det meste af bogen faktisk bare om alt det svære ved at være teenager og være forelsket for første gang, hvilket jeg tænker er noget, som de fleste kan relatere til. Det var netop det, der gjorde bogen så god; at man kunne genkende så meget af Simons historie. Simon er utrolig charmerende, men på en meget menneskelig måde. Han siger til tider nogle dumme ting, havner i akavede situationer, men kommer igennem det hele på sin søde og uimodståelige Simon-facon.

Historien er utrolig hjertevarm. Som læser kommer man til grine af bogens finurlige karakterer og de uheldige situationer, som Simon nogle gange ender i. Man smiler, når man læser om hans følelser for Blue og bliver rørt, når han kommer igennem nogle svære øjeblikke med hjælp fra venner og familie.

Det eneste negative, som jeg kan sige om Simon vs. Verdens Forventninger er, at den til tider er en lidt for typisk og forudsigelig YA-roman, og at man godt kunne savne noget, der gjorde historien en tand mere outstanding.

Jeg giver Simon vs. Verdens Forventninger 4 ud af 5 æselører. 

 

xoxo,

Caroline

 


Skriv et svar