SKAM-teater | Sæson 1

I september havde Aveny-T teateret premier på stykket SKAM, som er baseret på serien af samme navn. Der bliver efter sigende lavet 4 forskellige forestillinger, en for hver sæson. Denne forestilling handlede, ligesom 1. sæson, om teenagepigen Eva.

Selvom jeg glædede mig vildt meget til at se stykket, var jeg dog i starten lidt skeptisk. Jeg troede ikke, at det var muligt at lave et teaterstykke, der indeholdt alle de ting, som netop gjorde SKAM-serien så fantastisk. Jeg tog heldigvis fejl. Teaterstykket havde totalt fanget essensen af SKAM. På nogle måder var det næsten endnu federe at se teaterstykket, for man følte virkelig, at man var tæt på. Det føltes mere virkeligt.

Stykket havde også en masse unikke features, og det var bygget op på en anderledes, men god måde. Måden historien blev fortalt på, var utrolig medrivende, og jeg må sige, at selvom jeg havde urimeligt høje forventninger, så ikke bare levede stykket op til dem, men det overgik dem endda.

Selve handlingen i sæson 1 er jo til tider ret alvorlig, men der var stadig en masse sjove scener, hvor man nemt kom til at grine. Det var underholdende, og man var med hele tiden. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at det kræver, at man har set SKAM-serien, før man forstår stykket, men jeg tror alligevel, at man får mere ud af det, hvis man kender historien i forvejen. Det var også en sjov oplevelse, at se stykket på dansk. De fleste af replikkerne var præcist de samme som i serien, så man kendte dem godt, men de var jo selvfølgelig oversat, og jeg synes, at det var ret sjovt, at høre nogle af de norske udtryk oversat til dansk. For eksempel ordet “drittsekk”, der vist var oversat til røvhul.

Jeg synes, det var et hamrende vellykket og godt teaterstykke. Skuespillerne var meget overbevisende, og de fik historien til at føles så utrolig virkelig. Musikken og lyset var også on-point. Især musikken gjorde hele oplevelsen så meget enestående. Skam var alt i alt et usædvanlig godt teaterstykke, som helt klart er værd at se.

Vi glæder os begge dritt-meget til at se de næste forestillinger!

 

 

xoxo,

Johanna & Caroline


Skriv et svar