Skildpadder Hele Vejen Ned | John Green

Titel: Skildpadder Hele Vejen Ned

Orig. titel: Turtles All The Way Down

Forfatter: John Green

Forlag: Høst & Søn

Udgivelsesår: 2017

Antal sider: 286

Orig. sprog: Engelsk

Genre: Realistisk ungdomsroman

Emner: Psykiske problemer, angst, venskab, forelskelse

***

Den 16-årige Aza Holmes prøver hårdt på at være en god datter, en god ven og en god elev. Men Aza lider af tvangstanker og OCD, hvilket gør det svært for hende at have en normal hverdag.
En dag finder Aza ud af, at faren til en af hendes barndomsvenner, en kendt millionær, er forsvundet. Der er udloddet en kæmpe dusør til den, der finder ham. Aza og hendes bedste veninde Daisy beslutter sig for at lede efter ham. Det betyder, at Aza genoptager kontakten til banrdomsvennen Davis, og han lærer hende at se livet på en anden måde.

***

Johanna: Jeg er vild med denne roman! Den historie, Green fortæller, er simpelthen så rørende, og han formår – ligesom i alle hans andre bøger – at opdigte en karakter, som er helt unik. Det, jeg godt kan lide ved Greens bøger, i forhold til så mange andre ungdomsromaner er, at karaktererne skiller sig ud fra mængden og ikke er fuldstændig perfekte. Han tager nogle af de mindre omtalte og svære emner op, som alligevel er så utrolig vigtige at tale om. Selvom bogen ikke nødvendigvis ender med den lykkeligste slutning, ender den heller ikke dårligt, da “livet går videre”, og der altid er håb. Greens budskaber er så gennemtrængende. Det er en historie, der bliver hos en længe efter at have læst bogen. Men udover alt det seriøse og filosofiske, så er det en sød og sjov roman, der indeholder en masse ironi og humor. Jeg giver Skildpadder Hele Vejen Ned 5 ud af 5 æselører.

Caroline: Jeg elskede også Skildpadder Hele Vejen Ned. Jeg har altid været stor fan af John Green, og jeg var vild med hans tidligere bøger. Så I kan nok forstå, at jeg havde høje forventninger, da jeg desuden også havde hørt, at Skildpadder Hele Vejen Ned skulle være Greens hidtil bedste roman. Men bogen ikke bare levede op til mine forventninger, den overgik dem! Endnu engang lykkedes det John Green at skabe en smuk og rørende historie, fyldt med skæve og uforglemmelige karakterer. Ligesom John Greens andre bøger, tager Skildpadder Hele Vejen Ned fat på nogle vigtige emner, som bliver beskrevet meget realistisk. Hovedpersonen Aza lider af OCD og tvangstanker, og selvom det ikke er noget, jeg har oplevet på egen krop, har jeg hørt andre, der døjer med nogle af de samme problemer som Aza, fortælle om, hvor virkeligt de bliver beskrevet,
Selvom bogen tager op disse vigtige og svære emner, så er historien stadig et stykke hen af vejen fortalt humoristisk og let. De er en af de få bøger, der både har fået mig til at grine højt, men også til at græde. Skildpadder Hele Vejen Ned er i sandhed en fortælling, der kommer helt tæt på.

Jeg giver selvfølgelig Skildpadder Hele Vejen Ned 5 ud af 5 æselører

xoxo,

Caroline & Johanna


Skriv et svar