The Unexpected Everything | Morgan Matson

Titel: The Unexpected Everything

Forfatter: Morgan Matson

Forlag: Simon & Chuster

Udgivelsesår: 2016

Antal sider: 519

Orig. sprog: Engelsk

Genre: Ungdomsroman

Emner: Familieforhold, venskaber, den første kærlighed, teenageårerne

***

The Unexepected Everything handler om teenagepigen Andie, der har alt i sit liv planlagt. Det er endelig blevet sommer, og hun skal afsted på et prestigefyldt praktikprogram. Alt går perfekt lige indtil Andies politikerfar bliver rodet ud i en skandale og bliver nødt til at gå på orlov, hvilket medfører, at Andie mister sin plads på sommerskolen, og at hendes verden vendes på hoved. Nu er hun tvunget til at bruge alenetid med sin far, som hun ikke har haft noget at gøre med i årevis, og tage et temmelig uventet job som hundelufter. Slet ikke den sommer, Andie havde forventet. Men så møder hun den søde og lidt nørdede Clark, og lærer lidt efter lidt, at de bedste ting i livet ikke kan planlægges.

***

Denne sommer læste jeg The Unexepected Everything, og jeg synes, at den var en supersød ferielæsning, perfekt til en dag på stranden. Historien om Andie er helt klart underholdende og romantisk. Til gengæld er handlingen, til trods for titlen, ikke særlig “unexpected” og derudover lidt uoriginal. En piges sommerplaner går i vasken, men tid med hendes veninder og mødet med sød fyr gør alligevel sommeren god. Lyder bekendt? Nok fordi, det er plottet i maaange ungdomsromaner. Historien er altså efter min mening lidt banal, hvilket jeg som udgangspunkt ikke har det store problem med, så længe den er underholdende, men når man skriver en bog på over 500 sider, bliver handlingen nødt til at komme med noget anderledes for at bevare min opmærksomhed.

På trods af den forudsigelige handling, var der stadig positive ting ved bogen, som gjorde den værd at læse. Matsons finurlige karakterer er alle beskrevet rigtig godt, og det er netop disse quirky karakterer, der holder historien oppe. Derudover skriver Matson generelt vældig godt og formår virkelig at skabe en sommerlig og hyggelig stemning i bogen.

Alt i alt vil jeg altså sige, at The Unexepected Everything er en underholdende roman, som man godt kan nyde at læse, så længe man ikke forventer andet end en banal, men sød historie.

Derfor giver jeg The Unexepected Everything  3 ud af 5 æselører. 

 

xoxo,

Caroline


Skriv et svar